Skuderløse 4. Juni 1997. 

Til vestegnens bedemandsforretning. v. Roger Hansen. Vejlebrovej 112. 2635 Ishøj. Som pårørende og præst for en familie der for nylig mistede deres lille datter, 

vil jeg give en kraftig klage over den problematiserende facon bedemand Arne Nielsen indtog, ved samtalen i hjemmet lørdag den 17. Maj. 

Afdødes navn er: Anja Natasja Lisbjerg Schmidt. Født 11.11.95. Død 15.05.97. Bedemandsforretningen var på forhånd orienteret om at det var en lille pige som ulykkeligvis var død, men Hr. Arne Nielsen havde på ingen måde taget højde for denne situation. 

Derfor vil jeg varmt anbefale, at alle i firmaet grundigt læser den begravelsespjece, som Landsforeningen Spædbarnsdød har udgivet. Dér kan hentes værdifulde oplysninger, så fremtidige samtaler kan forløbe med større værdighed. 

Generelt opfordrer denne pjece til, at forældrene i så høj grad som muligt ordner alt som foregår omkring deres døde barn, også meget af det arbejde en bedemand plejer at gøre. Dette aspekt kunne Hr. Arne Nielsen ikke forholde sig til, men forsøgte i stedet at problematisere det forældrene og undertegnede havde arrangeret. 

Følgende var planlagt: 

Dødsanmeldelsen ville vi selv udfylde, idet det ikke kræver andet end sund fornuft samt en god skrivemaskine. 

Barnet blev i hospitalets kapel indtil tirsdag, hvor undertegnede samt forældrene selv ville lægge hende i kisten. 

Forinden ville vi hente en kiste i bedemandsforretningen. Derfra ville vi køre til Ishøj kirke, og aflevere kisten 

Efter bisættelsen skulle bedemanden transportere kisten til krematoriet. Hospitalets kapel, 

kordegnen og Ishøj, samt kirkegården i Ishøj havde vi selv kontakt til. 

Alligevel forsøgte Hr. Arne Nielsen på flere måder at problematisere og besværliggøre, at vi selv ville gøre noget af det praktiske. F.eks. : 

1. Kisten. Ved telefonisk kontakt til bedemandsforretningen var der aftalt størrelse på kisten - men 30 minutter efter Hr. Arne Nielsens besøg blev forældrene ringet op, og fik af vide, at den ønskede størrelse havde man ikke hjemme. Så skulle der i al hast vælges en anden. Enhver som bare har lidt hjerte, vil indse, hvor ondt det at skulle vælge kiste til en datter gør. Og så denne misere, som kunne være undgået, hvis bedemanden var forberedt hjemmefra og havde undersøgt sagen!!! Hr. Arne Nielsen påstod i øvrigt at vi var nødt til at køre ind til Valby Langgade for at hente kisten. Dette fik jeg afværget ved telefonisk henvendelse til kontoret i Ishøj, som lovede at bringe kisten dertil, så vi kunne hente den der hvor vi havde henvendt os. Men til stor ærgelse for forældrene viste det sig, at den kiste som om tirsdagen blev afhentet på kontoret i Ishøj, havde mærker efter stød, idet noget af malingen på korset var skallet af. En lille bagatel, men i forældrenes situationen uheldigt. 

2. Afhentning af afdøde på kapellet. Citat: " - så kommer I og bliver bedt om at vente, fordi mange andre har aftalt tid. " Vi havde allerede om fredagen ved henvendelse til kapellets kvartermester aftalt tid! 

3. Ishøj kirkegård. Hr. Arne Nielsen kendte ikke reglerne for betaling på Ishøj kirkegård, for beboere i Ishøj Kommune. I stedet forsøgte han at problematisere at vi selv havde rettet kontakt til kirkegården. 

4. Krematoriet. Citat: " - og så kommer vi til krematoriet med kisten, og så sker der ikke noget - den får bare lov til at stå - indtil I betaler, for det er jo noget vi plejer at have aftaler om. " Ja - det er det selvfølgelig. Men ligefrem at true forældrene til en afdød pige med, at hun bare kommer til at stå, det er usmageligt. I stedet burde Hr. Arne Nielsen have fortalt hvordan betaling nemmest kunne ske. Og i sidste ende blev betaling for kremering skrevet på regningen, uden at det blev sagt til os tilstede. Jeg opdagede det først bagefter, og rettede da telefonisk henvendelse til Hr. Arne Nielsen, som da berigtigede min iagttagelse, og lovede at ordne det med krematoriet. 

5. Dødsanmeldelsen. Citat: "Vi skal lige være helt klar over, at vi aftaler, at I selv klarer alt papirarbejdet - og I sørger selv for, at papirerne bliver sendt de rigtige steder hen". Jeg kan ikke se dette som andet end et forsøg på problematisering. Alt papirarbejdet består i at samle de korrekte attester, samt udfylde en dødsanmeldelse. Og dette skulle kun sendes ét sted hen, nemlig til kordegnen i Ishøj, med hvem jeg allerede forinden havde truffet aftale om at aflevere anmeldelsen senere samme dag. Det var meget ubehageligt, både for forældrene - og for mig som præst, at opleve Hr. Arne Nielsens forsøg på at besværliggøre alt. Det tjener ikke noget formål, og slet ikke firmaet til ære. På forhånd var jeg ellers velvilligt indstillet på samtalen, fordi det kunne sikre, at alt blev mere ordnet på rette vis. Men bagefter var der flere som var mere forvirrede, og meget vrede. Jeg håber firmaet er parat til at give forældrene en undskyldning, og at alle uddannes til at løse de opgaver, som fremover kommer. 

Undertegnede imødeser en reaktion fra bedemandsforretningen´. 

Med venlig hilsen Per Ole Rasmussen Sognepræst i Teestrup og Bråby Skuderløsevej 39 4690 Haslev Tlf. 56325005