Anja Natasja  Lisbjerg Schmidt

Født d.11/11-1995 kl. 2336 på Glostrup Amtssygehus
Død d. 15 maj 1997 på Glostrup Amtssygehus

Anja blev døbt lørdag den 13 januar 1996  i Solvang kirke, bl.a. sammen med storebror Patrick.

ULYKKEN:
Tirsdag den 13 maj 1997 kl. 12.30 faldt Anja ud af vinduet i sit barneværelse  og på kun 1½ døgn blev vores liv ændret for altid. På de 1½ døgn gik man fra håb om overlevelse til at skulle indse at vores prinsesse var døende. Kunne et eller flere organer havde reddet Anja liv, så havde vi sagt JA, ingen tvivl om det. Vi tog for nogle den store beslutning at Anja ikke skulle dø forgæves, at hun ved sin død kunne være med til at redde livet for andre. 

Tre små Børn fik Hjerte, lever, Nyrer. uden Anja`s organer ville de ikke leve i dag. ( han som fik lever død 2 dag efter.)
Etisk dobbeltmoral: 1997

HOSPITALETS KAPEL: 
VI tænkte måske det var sidste gang, vi fik lov til at sige noget til Anja, tænkte på om vi nu også fik sagt det vi ville, men det gør vi vel aldrig, så ungt et liv, der skulle jo være mindst 70 år endnu at sige noget i, hvordan får man så det hele sagt på 10 min.
vi fik sagt farvel til Anja, givet hendes den sidste gave, det sidste knus det sidste kys, nu var det sidste gang  vi så Anja, absolut sidste. Nu var der kun minderne tilbage. 
Gitte ville ikke være med til at lukke kisten, John kunne lægge låg på vores datter, det virkede så definitivt. Turen hjem fra kapellet var meget stille, det var svært at tale om hvordan hun så ud. 

KIRKEN: 
Vi kom hjem der var nu en times tid til vi igen skulle være i Kirken. John`s søster var hjemme, Hun havde gjort klar til at resten af familien skulle med hjem til kaffe bagefter, og nogle enkelte venner, det var kun lige til en kop kaffe og en småkage, ikke andet, vi havde en fornemmelse af at man måske ikke orkede mere.
Ved Anja bisættelse:  Farvel     Sang Nr.1 & 4      Sang Nr.2 & 3

TIDEN EFTER:
Vi troede aldrig, man skulle kommer sig over det store tab, det er at miste et barn. Det er det sværeste, vi som forældre kan komme ud for. Det river og flår i en i en uendelighed, og man føler sig så magtesløs.

Det er vanskeligt at beskrive sorgen, men hvis man har fantasi til at forestille sig uendeligheden, tror vi også, man kan forestille sig, hvor stor en sorg, det er at miste et barn.

Denne sorg er svær at bære, den efterlader stærke følelser som magtesløshed, håbløshed, tomhed, sorg/savn, vrede m.m. Det er svært for andre, der ikke har oplevet det at miste et barn, at forstå og acceptere vore følelser. Sorgen bliver mindre med tiden, men ved mindedagene som ved fødsel og ulykken kommer den svære tid igen.

hændelsesforløbet er blevet flot beskrevet i jp Morgenavisen Jyllands-Posten Onsdag den 31 December 1997 

Det værst tænkelige skete for John Schmidt og Gitte Lisbjerg: De mistede
deres 18 måneder gamle datter. Forældrene valgte at donere datterens
organer, for hvis der overhovedet skulle være en mening med hendes død,
var det, at hun kunne give liv til andre.
Tirsdag den 13. maj 1997 var en lun forårsdag med solskin og flot
himmel. En af den slags dage, hvor man for alvor bliver klar over, at
sommeren og de lyse stunder er på vej.
Sådan var det også hos John Schmidt og Gitte Lisbjerg i Ishøj.
De to store drenge - Patrick på 9 år og Henrik på 10 - var i skole.
Gitte gik derhjemme med de to små - Dani på tre måneder og Anja på 18
måneder. Det eneste, der spolerede dagen en smule, var Anjas udslæt.
Men lægen kunne berolige med, at det blot var en harmløs skarlagensfeber.
På vejen hjem fra lægebesøget købte Gitte cola og chokoladekiks - Anja
skulle forkæles lidt. Og lidt før middagstid lagde hun Anja ind i
barneværelset, så hun kunne sove.
Men Anja var fuld af energi. Hun kunne selv hejse sig op over gærdet
til barnesengen og kravle ud i værelset. Det gjorde hun mange gange. Sengen er tom
Først en halv time senere lykkes det Gitte at få Anja til at falde til ro.
Gitte går i gang med at stryge tøj. Da Henrik kommer hjem fra skole og
ringer på døren omkring kvart over et, kigger Gitte ind i barneværelset
for at sikre sig at Anja ikke er vågnet ved støjen. Hun ligger pænt i
sengen, og Gitte lukker døren til.
Klokken 13.30 kigger Gitte igen ind til Anja. Men nu er sengen tom. Og
vinduet i barneværelset står åbent.
Langt omme i Gittes baghoved ringer en svag alarmklokke, men tanken er ubærlig.
"Jeg var sikker på, at hun stod og gemte sig bag døren. Hun elskede at
drille og gøre ting, hun ikke måtte," fortæller Gitte.
Gitte bliver bare stående i døråbningen uden at bevæge sig. Derimod
går Henrik gennem værelset, hen til det åbne vinduet og kigger de tre
etager ned: 
"Hun ligger dernede," siger han.
Først da brager det sammen om Gitte. Hjælp mig
Skrigende styrter hun ud ad dørene og løber ned og banker på hos
naboerne i stuen, så hun kan komme om i haven til sit barn. 
De er ikke hjemme.
Gitte løber ud og rundt om bygningen. På vejen støder hun på
gårdmanden og skriger: "Hjælp mig, min datter er faldet ud ad vinduet."
Gårdmanden får ringet til 112 og følger efter Gitte om til Anja. Anja
ligger og klynker lidt og gisper efter vejret, men har ingen synlige
skader bortset fra nogle overfladiske skrammer i hovedet. Gårdmanden
skubber Gitte væk, da hun vil tage Anja i favnen. Han ved, at det kan
skade Anja yderligere.I løbet af fem-seks minutter er ambulancen der.
Og med fuld udrykning kører den mod Glostrup sygehus.
Gitte har nået at kontakte en veninde, som ringer til John.
Han opholder sig allerede på sygehuset. John er chauffør på
sygetransporter og var på vej med et hold patienter. Han tror ikke på
det. Først da hospitalet bekræfter, at der er en ambulance på vej med
en lille pige, bliver han overbevist. Fire timers ventetid
På sygehuset står omkring ti læger og sygeplejersker stimlet sammen
for at tage imod Anja, da ambulancen ankommer. I hast bliver hun bragt
til akutskadestuen.
De næste fire timer tilbringer Gitte og John med at vente. De får at
vide, at der er noget galt med Anjas hoved.
Gitte er gået i sort og mister fuldstændig tidsfornemmelsen. Hun
sidder blot på en stol og rokker.
Senere kommer en overlæge og fortæller dem, at de næste 24 timer er
kritiske. Overlever Anja dem, er der stor sandsynlighed for, at hun vil
leve videre.
Men Gitte og John fatter ikke helt alvoren. Det trænger ikke ind, at
de er ved at miste deres lille datter.
Hovedet hæver
Det er først onsdag aften, at virkeligheden i al sin gru går op for
Gitte. Anjas hoved bliver ved med at vokse på grund af væskesamlinger:
"Det ku' simpelthen ikke hæve mere. Jeg ville ikke indse, at hun kunne
dø, men min fornuft sagde mig samtidig, at det her kunne hun ikke
overleve."
John derimod er ved godt mod. De 24 kritiske timer er overstået, og
Anja lever fortsat.
Den nat får John og Gitte deres første søvn.
Da de klokken otte torsdag morgen igen ser Anja, forsvinder håbet. Nu
er det tydeligt, at hun er på vej væk fra dem. Det er ikke lykkedes at
få hævelsen ned. Og lægerne forklarer, at Anja reelt har været døende
siden klokken to om natten.
Gitte kravler op i sengen til Anja, lægger armen om hende og stryger
hende over håret. Hun beder lægerne undersøge, om der er
hjerneaktivitet. Hvis ikke, må de gerne bruge hendes organer, siger
hun. En utrolig lettelse
Det er ikke noget Gitte har tænkt igennem, men ordene kommer bare ud
af munden på hende:
"Det var de letteste ord, jeg har sagt til en med hvid kittel. Og det
var en utrolig lettelse for mig at sige dem. For så ville Anja ikke dø
forgæves. Hvis der overhovedet skulle være en mening med hendes død,
var det, at hun kunne give liv til andre."
Derefter gik lægerne i gang med de nødvendige procedurer for at
fastslå, om Anja var hjernedød. Den endelige erklæring kom torsdag
klokken 13, og John og Gitte afgav deres officielle tilsagn om, at
lægerne måtte bruge Anjas organer.
I de næste timer var der hektisk aktivitet omkring Anja. Der skulle
tages blodprøver, og lægerne skulle finde ud af, hvilke organer der
kunne bruges. En lille tvivl
Kun et kort øjeblik hen på aftenen kom tvivlen op i Gitte: Tænk nu
hvis Anja alligevel ikke var hjernedød. Men følelsen forsvandt i løbet
af et par minutter. Hun vidste godt, at sådan var det ikke. Anja var
for altid taget fra dem.
Gitte og John gik ned i sygehusets have, hvor Gitte plukkede en
tulipan, som de lagde ved Anjas side, da lægerne var færdig med deres
arbejde.
Og tre uger senere tog John og Gitte den endelige afsked med Anja, da
hun blev begravet fra Ishøj Kirke.
Siden har John og Gitte og deres to sønner forsøgt at bearbejde deres
sorg. Ansvaret for de øvrige børn - ikke mindst den dengang kun tre
måneder gamle Dani - har tvunget de ulykkelige forældre til at komme
videre.
Og beslutningen om at donere Anjas organer bort har gjort det hele en
lille smule lettere, synes de. Anja lever videre
"Hver gang jeg har været nede i kulkælderen, har jeg sagt til mig
selv, at Anja lever videre i de to drenge, der fik hendes hjerte og
nyrer. Jeg har forhindret en mor i at stå med de samme følelser som
jeg, da Anja blev sænket ned i jorden. Det værste, der kan ske for
forældre, er at sige farvel til deres barn. Og jeg har gjort mit til,
at en anden familie ikke skal stå ved en kiste," siger Gitte.
Anjas lever, nyre og hjerte blev transplanteret i tre andre børn på
Anjas  alder. Den svenske dreng, der fik leveren, afstødte den og døde
senere under en ny operation. Til gengæld lever de to drenge, der fik
Anjas hjerte og nyrer. De har det godt, har sygehuset fortalt Gitte og
John. Og det er alt, hvad de ønsker at vide: At Anja har givet liv til
andre.
Gitte og John har i dag begge donorkort, og Anjas død har fået
vennerne til at overveje deres egen holdning til spørgsmålet. Johns
søster var tidligere imod, men har nu også donorkort, og de fleste
øvrige venner går nu også ind for organdonation.
Man skal tage stilling
For John og Gitte er det den eneste beslutning, der giver mening.
"De fleste mennesker, der kun kan overleve, hvis de får et nyt organ,
siger ja tak. Og hvis man er parat til at modtage et organ, bør man
også være parat til at afgive et. Alle tror, at den slags kun sker for
naboen, men lige pludselig er det hjemme hos dig selv. Derfor skal man
tage stilling," lyder opfordringen fra John.
Hjemme i Ishøj må familien stadig slås med sorgen over Anjas død.
Gitte går til psykolog og forsøger at tale så meget som muligt om
oplevelsen. John derimod er tavs. Og de har svært ved at tale sammen om
det. Til gengæld bliver det til mange knus, når det er nødvendigt.
De to drenge er først nu for alvor begyndt at reagere. Patrick kan
ikke tåle at høre om død, og Henrik må til psykolog, fordi han omsætter
 sorgen til aggressivitet.
Gitte og John holder fast ved tanken om, at lille Anja i dag lever
videre i to andre drenge. Hendes død var trods alt ikke helt forgæves.
SLUT PÅ ARTIKEL skriv af  Torben benner
send af Kirsten mathiesen Bibliotekar Morgenavisen Jyllands-Posten d. 01/05-2001 til os på mail

Ude og Hjemme nr.3 d.14 Januar 1998
fik ikke nogen mail :-(

Tv/Lorry d.4 Januar-98 /set & sket 
D.1 Februar 2002 Da vores bånd fra Tv/Lorry og set & sket  er gået i stykker kontaktede vi tv/lorry for en kopi,
men fik den besked at det kostede 1500 kr.   Gør aldrig noget gratis for Tv/Lorry.

ude og hjemme: nr.1  d.2 Januar 2002

Da Anja døde, ville jeg bare have en datter igen. Ikke for at få en ny Anja, men for at få en pige i familien igen.
Ordene kommer alvorligt fra den 35-årige Gitte Lisbjerg fra Ishøj. Gitte og hendes mand, John Bo Schmidt, 37, mistede for fem år siden datteren Anja på 18 måneder, da hun faldt ud ad vinduet fra tredje sal. En tragedie, der forståeligt nok gav parret adskillige svære kriser.
En af kriserne var, paradoksalt nok, sønnen Nickis fødsel i april 1999, to år efter Anjas død. Den lille, nyfødte baby skulle jo have bragt glæden tilbage i familien, men Gitte kunne dengang ikke se sig fri for en vis skuffelse over, at hun og John ikke havde fået den ønskede pige. De havde jo tre drenge i forvejen, fortæller Gitte ærligt og uden at forsøge at skjule de "forbudte følelser".
- Jeg ønskede jo sådan en lille pige. En prinsesse, som jeg kunne klæde i fine kjoler og laksko og være feminin med, forklarer Gitte og fortsætter:
- I dag elsker jeg selvfølgelig Nicki højt og vil aldrig undvære ham, men dengang slog det mig ud. Der var ikke andet at gøre end at prøve igen hurtigst muligt, fortæller Gitte.
Derfor forsøgte ægteparret hurtigt at få barn nummer seks, og året efter lykkedes det faktisk at få en pige, der fik navnet Tanja. Endelig fik Gitte ro i sjælen, en indvendig ro, hun har følt lige siden, fortæller hun.
Ti gengæld er der ikke meget ro over det ydre, daglige liv i familiens femværelses lejlighed: Det går alt andet end stille af sig, når de fem livlige børn samles til aftensmaden.
Henrik på 15 og Patrick på 14 er ganske vist de fysisk største, men ved spisebordet er det Dani på fem, Nicki på tre og Tanja på to år, der fylder mest. I hvert fald på lydsiden. Sådan skal det være med små børn i hjemmet, og i dag er John og Gitte lykkelige for alle deres børn, taknemmelige for at de trods tragedien kunne realisere drømmen om en stor familie.
Gitte har dog måttet erkende, at drømmen om prinsessen ikke helt makker ret: Tanja har nemlig sin egen stærke mening om tingene.
- Jeg kan godt få hende til at gå i kjole, bare ikke ret længe af gangen. Jeg må nok indrømme, at Tanja ikke lige er den lille sarte, feminine pige, jeg forestillede mig, hun er vel nærmest lidt drenget, og hun er ikke den, der lader sig tromle ned af sine storebrødre, siger Gitte med et kærligt smil mod datteren , og tilføjer så:
- Sådan var Anja nu også.
Anja ville i dag have fyldt syv år, hvis hun havde levet. Som beskrevet i Ude og Hjemme nr. 3 1998, døde den lille pige den 15 maj 1997. Gitte havde lagt datteren i børneværelset for at sove til middag, og kiggede med jævne mellemrum ind for at se, om hun sov.
Da den ældste søn, Henrik, kom hjem fra skole klokken cirka 13.15, konstaterede Gitte, at Anja sov. Et kvarter senere var sengen tom, og vinduet stod åbent. Henrik råbte "hun ligger dernede" og pegede ned på fliserne, fire etager under vinduet.
-  Jeg glemmer aldrig nogen sinde den panik, jeg følte i det øjeblik. Og jeg glemmer aldrig den panik, jeg følte et par dage senere, da de kørte væk med vores lille pige på hospitalet, da det var forbi, siger Gitte stille.
Gitte og John besluttede dengang, at Anjas organer måtte bruges til at redde andre børn.
- Vi ved, at to små drenge i dag kan løbe ubekymret rundt med Anjas nyrer og hjerte. Det har hjulpet os meget i sorgen, forklarer Gitte.
Gitte er ikke kommet af med skyldfølelsen over Anjas død, men de mange samtaler med en psykolog har lært hende at leve med den og holde den i baggrunden til daglig, fortæller hun.
- Det har desuden hjulpet mig at tale med andre i foreningen "Vi har mistet et barn ( http://www.mistetbarn.net )", derfor står jeg også selv til rådighed med mine erfaringer, forklarer Gitte.
På væggen i stuen hænger et portræt af den lille Anja. Hun er stadig en del af familien. Ved sin død for fem år siden gav hun liv til to børn, der fik hendes organer. I dag kan man sige, at hun på en måde også gav liv til to mere: Nemlig til de to små nye familiemedlemmer, Nicki og Tanja.

Tekst: kasper.baekgaard@udeogh jemme.dk